Fra byens storcenter og handelscentrum til et moderne sundhedshus for hele området

Sundhedshuset Hadsten skaber liv og fremmer sundhed i byen, som et centralt sundhedscentrum for alle.

Hvordan startede det?

Hadsten Centret blev bygget i 1986 som et stort flot center, der skabte liv og var et anker, der holdt byens handelsliv sammen. Efterhånden ændrede markedet og situationen sig og provinsens handelsliv blev udfordret. Butikkerne drejede nøglen om én efter én, og da supermarkedet Meny i januar 2016 lukkede og slukkede, stod centeret så godt som tomt. Derfor slog lokale kræfter til. Hadsten Apotek med Lars Persson i front sammen med kiropraktorerne Pia og Anders Tromholt og Fysioterapeut Karsten Høgh købte store dele af Hadsten Centret, så de sammen kunne bruge centrets gode placering til at skabe nyt liv med Sundhedshuset Hadsten.

Vores vision

Sundhedshuset Hadsten skal være byens moderne og dynamiske Sundhedscentrum. Det første sted du tænker på, når du har brug for hjælp til din sundhed, fysisk og psykisk. Vi vil være et hus, hvor du mærker, at vi trækker på hinandens kompetencer og bruger tværfagligheden til at styrke vores tilbud. Sundhedshuset skal skabe synergi mellem sundhedsfagene og skabe liv i midtbyen med tilbud om gode aktiviteter og arrangementer.